Jeg har haft mit hyr med min hindbær – men i virkeligheden er det nok bare mig, der var for utålmodig. For det er en aflægger fra mine forældres have, som jeg fik sidste år, og jeg var slemt skuffet over, at den ikke producerede bær sidste år.

Hindbær til tiden

Faktum er, at jeg nok bare fik den for sent, og hvis jeg havde fået den i det tidlige forår, så ville den måske have givet bær allerede sidste år. Jeg fik den nemlig i starten af sommeren, og der skete ikke en skid. Men den overlevede vinteren, hvor den blev pakket ind sammen med stikkelsbærbusken, og i år er der gevinst!

hindbær

Hindbær er glade for vand

Jeg har kun én hindbærplante i en krukke, og det er også det, man anbefaler. Derudover bliver den vandet dagligt, for hindbær er meget glade for vand! Det bedste er at have den i en stor, dyb krukke med hul i bunden, men jeg har held med at have min i en dyb, men meget smal krukke uden hul i bunden, men selvfølgelig med lecakugler i bunden.

hindbær

Det er nok mest held, at min hindbær trives i den krukke, for jeg vil anbefale at man ellers går efter en lidt større krukke i diameter, men dog stadig meget dyb.

Opbinding og beskæring

Hindbær skal have støtte, når de vokser. Hvis man har plads, kan man brede dem ud på et espalier, men ellers går det fint med blomsterpinde og helt almindelig opbinding.

De skal også beskæres, og jeg beskærer mine i takt med at jeg høster. Når der ikke er flere bær på en gren, bliver den kappet. På den måde bliver der plads til nye skud.

Arbejdet bærer lønnen i sig selv

Der skal mange buske til at producere hindbær til dessert hver dag hele sommeren, men lidt kan også gøre det. Og endnu engang kan jeg kun anbefale, at der er noget helt særligt over at kunne gå ud på altanen og høste sin dessert nogle gange henover sommeren. Også selvom den ikke er lige så stor, som hvis man havde købt hindbær i supermarkedet. Og så smager den selvfølgelig bedre!

hindbær

Type: Frugtbusk

Placering: Solrigt eller fuld sol

Valg af krukke: Stor og dyb med hul i bunden.

Vanding: Vandes ofte og specielt i perioden, hvor den producerer bær.

Beskæring: Beskær efter plukning, og skær skuddene helt ned, så nye kan komme til.

Overvintring: Pak din potte ind i aviser og pap, og eventuelt et tæppe – og stil den i det luneste hjørne på altanen.