Altaner er andet og mere end blomster og planter. Man skal faktisk huske at sætte sig ned i solen og nyde det hele.
Hvis man er en smule glad for kaffe, så er iskaffe slik for voksne på en sommerdag!
I al beskedenhed, så laver jeg faktisk Nørrebros bedste altan-iskaffe – og du må gerne få opskriften:
- Lav et shot espresso og rør 2 teskefulde rørsukker ud i det.
- Put 2-3 kaffeisterninger i en shaker
- Hæld espresso-shot med sukker op i shaker og top op med mælk
- Ryst det hele sammen
- Hæld op i et glas og top med 2-3 skefulde vaniljeis
For overskudsservering: Server med et sugerør
Kaffeisterningerne laver jeg bare af almindelig filterkaffe og hælder i isterningposer. Det gør, at iskaffen bliver mindre vandet end ved almindelige isterninger.
Hvis det skal være helt state of the art, så burde man bruge kaffeis i stedet for vaniljeis, men da kaffeis ikke er almindeligt til salg i supermarkedet, så er vanilje klart det næstbedste.